Sommerudflugten til Malergården

 

Igen i år havde vi en dejlig dag, hvor vi kørte afsted fra P-pladsen ved kirken lørdag den 13. juni kl. 15.00


Turen gik i år til Malergården i Odsherred, hvor der ventede os en overraskelse – en bil lå halvt i grøften og nogle ”stærke” mænd måtte ud og hjælpe bilen op – førend vi kunne komme helt ned til Malergården.

Regnvejr havde det været de to forgangne dage – men denne dag skinnede solen dejligt – skønt, for vi var virkelig kommet ud på landet – med skøn udsigt over Lammefjorden og Isefjorden – hvor Swanerne jo holdte til og havde haft deres hjem i mange år.

Da vi ankom fik vi lov til at drikke vores medbragte kaffe i cafeen – medens guiden begyndte at fortælle om Swanerne og Malergården – en fantastisk guide – som levende fortalte og berettede om Swanernes liv rigtig langt tilbage og op til dato – hvor Henrik Swane fortsat bor på gården.

Vi blev delt i to hold – så nogle gik med guiden over i huset – andre tog turen rundt i haven først – og så byttede vi efter ca. en halv time – Spændende var det at se og være i de rum/stuer hvor familien havde udøvet deres kunst – se de dejlige malerier – og samtidig få historien bag dem – fantastisk.

 

 

For øvrigt et sjovt indrettet hus – som Agnete Swane selv havde tegnet – der var også en fin lejlighed overpå – hvor digteren Valdemar Rørdam havde boet.


 Efter rundvisningen var alle blevet tørstige – så ude ved bussen fik vi øl/vand – og der havde vi fornøjelsen af at få besøg af selveste Henrik Swane – han ville gerne have en sodavand. Han havde selv haft en rundvisning – frisk og meget boheme-agtig med sin røde hue o.s.v. – men han holder sig godt -  er vist ved at være omkring de 80 år.


Så gik turen videre i bus til Høve Skovpavillon, hvor vi fik en let anretning – bestående af gravet laks (super frisk og dejlig), en dejlig mørbradbøf samt noget brie og sluttelig en kop kaffe.

Kl. ca. 21 kørte vi hjemad – her blev sangbøgerne fundet frem – og mange danske sange blev sunget – deriblandt en af Valdemar Rørdam.

Kl. ca. 21.30 var vi vel hjemme igen i Ruds Vedby, hvor vi alle var trætte og mætte af de indtryk, vi havde fået gennem dagen.

Menighedsrådet takker alle der var med – for en super dag – hvor humøret var højt og godt hos alle – OG hvor alle hjalp hinanden – super dejligt at opleve.

 


Selskabet fotograferet af Eli Davidsen foran Høve Skovpavillon