Årets konfirmandtur anno 2010

 

Som ved et lykketræf blev det et ganske dejligt solskinsvejr - da årets konfirmander tog til den årlige "efterkonfirmationshyggetur "til København.

 

Nu har vejret jo mildest sagt ikke rigtig været noget at prale af her i juni måned, den danske sommer er en lunefuld en af slagsen, så DMI's hjemmeside og vejrudsigten blev grundigt studeret i pastorgården forud for konfirmandturen.
Vi er nemlig væk fra tidlig morgen og vender først hjem til Ruds Vedby ud på aftenen - omkring kl. 22.30, så det er så surt at skulle på sightseeing, strøgtur og ikke mindst Tivoli tur, hvis det siler ned eller er hundekoldt.

 

Stor var glæden, da jeg stod op kl. 6.00 onsdag morgen, fik en stille kop kaffe og så på den vidunderlige blå himmel - det tegnede godt og det blev en rigtig god dag.
Mere eller mindre morgenfriske mødtes konfirmanderne og undertegnede samt Helge og Asger ved sognegården her i Ruds Vedby kl. 7.50 og satte kurs mod hovedstaden.
Efter en lidt over en time i hyggeligt selskab med vores busmand Alex fra AM-rejser ankom vi til Københavns Domkirke, kirken som også hedder Vor Frue Kirke - den kirke, hvor Frederik og Mary blev viet for efterhånden en del år siden.
Marianne havde på forhånd givet de allermest nødvendige detaljer om kirken.
Til sagte orgelmusik kiggede vi nysgerrigt i næsten alle kroge af den store imponerende kirke - vi tændte lys i lysgloben og efter en lille halv time spadserede vi ud i det flotte solskinsvej hen til og op i Rundetårn og nød den smukke udsigt over Københavns tage, men vi grundede over, at det åbenbart er in, at grille oppe på byens tage.
Nå, men det lange ben blev sat foran, for vi skulle en tur til Christiansborg og have en lille rundvisning på Borgen.
Troels Christensen viste os rundt og det gjorde han på en meget levende måde, alle var glade og syntes, at det havde været rigtig spændende - gad vide om vi kunne se os selv på Folketingets Kanal derhjemme på TV.
Det brugte vi tid på at tænke over, for vi var jo i Folketingssalen også, sad musestille på tilhørerrækkerne, alt imens de folkevalgte debatterede.

 

Så blev alle mand sluppet fri på Strøget, der blev kigget på bukser, der blev prøvet solbriller, spist, alt sammen i løbet af små to timer og så kom finalen - vi gik som vi altid gør det op ad strøget, og i Tivoli, hyggede, prøvede ting og sager, spiste slik, slush ice og kl. 21.00 drog vi af sted med bussen igen tilbage til Ruds Vedby.

 

Jeg og menighedsrådet vil gerne sige et kæmpe stort tak til årets nyslåede konfirmander for en rigtig dejlig tur.


Marianne